Folketinget vedtager markant flere love end tidligere og langt flere end sammenlignelige lande. En betydelig del af lovgivningen behandles i højt tempo med korte høringsfrister, mens den grundige, forberedende behandling i udvalg og kommissioner er reduceret drastisk. Samtidig evalueres kun en brøkdel af den eksisterende regulering systematisk, mens ineffektive regler og tunge administrative byrder hæmmer virksomhedernes produktivitet. Det rejser et presserende spørgsmål: Står den danske regelstat på en brændende platform?