Gennem livet støder man i grove træk ind i to typer af problemer: dem der løser sig selv, og dem der kræver ens aktiv indgriben for at blive løst. Ofte oplever man, at problemer løser sig selv, fordi de enten viser sig at være illusoriske eller bliver løst af andre instanser. Et godt råd er derfor at koncentrere sin energi om det mindretal af problemer, som rent faktisk kræver ens aktive handling.

Dette råd er ikke kun relevant i vores private liv, men også i den politiske verden. Desværre spreder Folketinget ofte den politiske energi over et hav af problemer, der ikke nødvendigvis kræver Folketingets aktive handling.

Et eksempel, der kan blive aktuelt snart, er reguleringen af børns brug af sociale medier og mobiltelefoner i skolen, hvor bl.a. Mette Frederiksen og Dansk Industris direktør, Lars Sandahl, har udtrykt ønske om ny regulering. Selvom jeg deler deres bekymringer, er jeg langt fra sikker på, at nye regler er den bedste løsning.

For hvis Folketinget undlader at lave regler for brug af sociale medier mv. i skolen, kan problemet meget vel forsvinde ”af sig selv”. Mange skoler regulerer allerede brugen af mobiltelefoner. Og flere vil komme til, hvis erfaringerne fra de første skoler er positive. Men det er der ingen garanti for. Det er muligt strammere regler vil hjælpe børnene. Men det er også muligt, at de ender med at gøre skade, når fx børnene omgår reguleringen og forlader skolens område for at være på, eller når de mest særligebørn, ikke længere har adgang til deres netværk – deres venner – som ikke nødvendigvis findes påderes skole.

Hvis Folketinget indfører regler, mister skolen muligheden for at lære med små skridt. Så vil alle skoler have ensartede regler, som de skal følge, uanset om de fungerer eller ej. Folkeskolereformen er et skræmmeeksempel på, hvad der kan ske, når Folketingets politikere regulerer alle skoler på én gang, frem for – med små skridt – at finde ud af, hvad der virker.

Vi oplever konstant en strøm af nye regler, vedtaget i hast, uden dybdegående forståelse for de potentielle konsekvenser, og uden en klar exit-strategi hvis ikke reglerne fungerer som forventet.

Mit ønske er, at Folketinget sætter tempoet ned og i stedet udviser tillid til borgernes evne til at håndtere problemerne selv. For borgerne ser – og reagerer på – de samme problemer som politikerne. Det er derfor mange skoler allerede er i gang med at prøve regler af, mens andre – måske meget fornuftigt – afventer og ser, hvad der viser sig at virke bedst.

I stedet for at vedtage nye regler, kunne Folketinget fokusere på at revidere og forbedre eksisterende regler. Eller koncentrere energien på de områder, hvor Folketinget utvivlsomt har ansvaret, herunder forsvaret og retssystemet, der – skrevet med en vis sarkasme – har set bedre tider.

Bragt i Børsen den 30. maj 2023