Inflationen er høj, og danskerne ser for tiden deres økonomiske muligheder blive udhulet af begivenheder, de ikke selv er herre over. En flittig seddelpresse i ECB under COVID-19-pandemien har ført til en kerneinflation, der ikke er set lignende siden starten af 80’erne. Krigen i Ukraine og en række forsyningsproblemer har i kombination med en energipolitik, som sænker energisystemets fleksibilitet, ført til store prisstigninger på energi. Og så videre og så videre.
Politikernes svar på problemerne har i stigende grad været forslag til direkte eller indirekte priskontrol. Regeringen og støttepartierne har aftalt at begrænse huslejestigningerne på lejeboliger. Erhvervsminister Simon Kollerup vil foretage ”omfattende pristjek” på blandt andet dagligvarer, som er svært at tolke som andet, end at erhvervsministeren mener, at der er virksomheder, der snyder på vægten. Og EU-kommissionens formand er kommet med forblommede erklæringer om at villeafkoble prisen på naturgas fra elpriserne.
Mange forslag er indtil videre så tilpas ukonkrete, at det er svært at kritisere dem direkte. Men som aftalen om indgreb i indgåede kontrakter om huslejer viser, kan idéerne hurtigt blive til virkelighed.
Der er dog grund til, at økonomer over en bred kamp råber vagt i gevær, når politikerne vil gribe ind i markedets prisdannelse for at føre fordelingspolitik. Priser har nemlig tre funktioner i en markedsøkonomi som den danske, hvoraf fordeling af samfundets goder kun er den ene. Udover at bestemme fordelingen af indkomst, transmitterer priser information og giver et incitament til at anvende de produktionsmetoder, der er mindst omkostningskrævende, og derved bruge tilgængelige ressourcer til de mest værdsatte formål. Prisernes tre funktioner er tæt forbundne.
Antag, at der, uanset årsagen, er et mindre udbud af elektricitet – fx fordi man har lukket a-kraftværker. Gasværkerne vil opdage, at de kan sælge mere elektricitet produceret med gas. De vil bestille mere gas fra deres leverandører. For at få deres leverandører til at levere mere gas, bliver de nødt til at tilbyde højere priser for gassen. De højere priser vil få leverandørerne til at øge deres udbud (på kort sigt ved at øge produktionen maksimalt på nuværende felter eller øge importen fra udlandet – på længere sigt eventuelt ved at investere i udvidelse af gasfelterne). For at få flere arbejdere i gasindustrien bliver de nødt til at tilbyde højere lønninger eller bedre arbejdsforhold. Samtidig giver de højere priser borgere og virksomheder incitament til at spare på gassen. Nogle skruer ned for varmen og produktionen. Nogle omlægger til andre energiformer, hvor efterspørgslen så stiger og fører til samme resultat med højere priser og øget produktion.
På denne måde spredes krusninger ud over stadigt bredere kredse, og prisændringerne overfører informationen til mennesker over hele verden om, at der er en større efterspørgsel efter gas – eller mere præcist, for et eller andet produkt, de er involveret i at producere, af årsager de måske ikke kender og ikke behøver kende.
Griber politikerne ind i prisdannelsen, ødelægger de denne fine mekanisme. Lægger de loft over huslejen, modtager markedet ikke de nødvendige informationer og incitamenter til at sikretilstrækkeligt udbud af lejeboliger. Lægges der loft over elpriserne, vil markedet ikke finde måder at levere den elektricitet, som borgere og virksomheder efterspørger. Resultatet af prisindgreb bliver næsten altid mangel på varer eller services. Mangel på lejeboliger, mangel på elektricitet, mangel på alt det, der er så vigtigt for borgerne, at politikerne fandt det opportunt at lægge loft på priserne.
Jeg forstår udmærket, at man som politiker har lyst til at kompensere borgerne for prisstigningerne. Det er jo ikke borgerens skyld, og samtidig rammer prisstigningerne ikke alle ens. Men lad for guds skyld være med at gribe ind i priserne. De udfører funktioner, der er alt, alt for vigtige til, at man bør føre fordelingspolitik gennem prislofter.
I øvrigt vil sådan en fordelingspolitik være enormt upræcis. Fx viser analyser fra DØRS og Dream-gruppen, at dem med de højeste indkomster opnår de største gevinster ved huslejereguleringen. Ønsker man at føre fordelingspolitik, bør det derfor ske gennem de systemer, der er bedst egnet til dette. Det vil sige overførselsindkomsterne og skatterne.
Om man i Danmark – et af de lande i verden, der omfordeler mest – skal omfordele yderligere pga. en midlertidig krise er et politisk spørgsmål. Men det bør i givet fald gøres målrettet og uden at gribe unødigt ind i markedspriserne.
Bragt i Berlingske d. 7. september 2022