Kun fire ministerier holdt sig under en andel på 10 % korte høringsfrister. I den anden ende lå bl.a. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (57,8 %) og Ministeriet for Grøn Trepart (56,9 %), hvor mere end halvdelen af alle høringer havde en frist på under fire uger.
Til sammenligning er den danske fire-ugers-frist i forvejen kort. I Norge arbejder man som udgangspunkt med høringsfrister på omkring tre måneder og seks uger fastsat som minimum, og kun omkring 5 % af høringerne har en frist på under fire uger.
Korte høringsfrister har konsekvenser for lovkvaliteten:
- Brancheorganisationer, fagforeninger, kommuner, civilsamfund og forskningsmiljøer når ikke at gennemgå bilag og afgive kvalificerede svar.
- Uklare formuleringer, modstridende bestemmelser og fejl i konsekvensvurderinger risikerer ikke at blive fanget, før lovforslaget er fremsat.
- Høringssvar er samtidig en vigtig informationskilde for Folketingets partier – ikke mindst dem uden adgang til det forberedende embedsmandsarbejde.
En kort høringsfrist svækker dermed både den faglige kvalitetssikring og den parlamentariske kontrol.
Læs analysen her [link]